Mandag, 22. februar 2010 20:00
Ulla Kær Andersen
Nu har jeg fundet endnu et brød, som bliver lækkert i min brødmaskine.
Opskriften, som jeg fandt den, var baseret på, at man skulle bruge 3,25 dl hvidtøl - men hvad skal man så med den sjat? Derfor har jeg ganget opskriften op, så den passer til en hel øl, derfor de lidt skæve tal i nogle af ingredienserne
Ingredienser:
1 hvidtøl (33 cl)
103 g cornflakes
2 tsk salt
2 spsk sukker
2 spsk olie
513 g hvedemel - eller 250 g groft speltmel og 263 g hvedmel
2 tsk tørgær
Hvidtøl hældes i bagemaskine og cornflakes tilsættes. Lad cornflakes trække i 3 minutter inden salt, sukker olie og mel tilsættes i nævnte rækkefølge. Til sidst tilsættes tørgær - i en lille fordybning i melet.
Bages på program 1 (basic) med lys skorpe.
Senest opdateret: Lørdag, 06. marts 2010 13:22
Søndag, 24. januar 2010 14:32
Ulla Kær Andersen
Jeg har for nyligt købt en bagemaskine - en Atlas, i Metro, men har haft svært ved at finde en opskrift, som vi synes smager godt. Jeg har prøvet flere opskrifter, og selv om flere af brødene blev store nok, synes vi at de var meget løse i det og smagte tørt.
Alle de opskrifter jeg har forsøgt, er lavet med timer, da mit formål med bagemaskinen er, at få nybagt brød til morgenmad.
Nu har jeg så forsøgt med en opskrft på et brød, som jeg har bagt i flere år, på traditionel vis, og det blev en stor succes. Brødet blev stadig lidt mere løst, end når jeg bager det normalt, men det var ikke tørt.
150 g skårne/knækkede hvedkerner
3 dl kogende vand
Hældes i bageformen og står et par timer (mindst 3), derefter tilsættes
1 dl koldt vand
2 ts salt
1 sps olie
½ sps sirup
500 g hvedemel
2½ ts tørgær
Bages på basicprogram (program 1), med lys skorpe
Senest opdateret: Søndag, 24. januar 2010 14:38